Det er en kendt sag, at hunden er menneskets bedste ven. Det ville være ganske forfærdeligt hvis nogen gjorde Fido (<3) noget. Katten er måske menneskets næstbedste ven, og af samme grund har vi etableret Kattens Værn (og gamle damer (inklusiv min farmor)) . Men hvor gode venner er vi med marsvinet? Eller snogen? Eller guldfisken? (Eller Arek Onyzcko?) Og skal man have skæld ud for at klapse en myg eller ti? Er der et hierarki over hvilke liv, der har størst værdi? Og hvis ja, hvem bestemmer så dette hierarki? Når kunsten sætter fokus på dyremishandling og provokerer beskueren, er det nemt at lade sig støde og forarge, men hvor stor en del af ansvaret bærer kunstneren og hvor stor en del af ansvaret bærer vi selv? Og hvis man selv har et uskrevet hierarki over dyrelivs værdi, kan man så bebrejde nogen for at have et anderledes hierarki? Og er vi alle enige om at mennesket rangerer øverst?
Guillermo Habacuc Vargas betalte fem børn for at fange en gadehund, som han senere navngav Natividad. Han bandt hunden til en væg og lod den dø af sult og tørst. Forargelsen var stor. Denne respektløse omgang med dyreliv er alment ankerkendt som både uetisk og pervers. Der er tale om et uskyldigt og lidende dyr, der dør ufrivilligt i kunstens navn. Jeg blev umiddelbart også både stødt og forarget og trist og vred, og hvad man ellers kunne forvente. Jeg begyndte straks at pege fingre af kunstneren og kritisere hans respektløse misbrug af menneskeligt ansvar. Men efter at have fået krampe i pegefingeren (not kidding) valgte jeg at flytte fokus over på mig selv. Antallet af gadehunde jeg selv har reddet fra den visse død, er vist begrænset til… nul. I samme forbindelse må jeg kende mig skyldig i at have hjulpet en flue eller to herfra. Koldblodigt. For the record, vil jeg pointere, at elektriske fluesmækkere kan findes mellem forlængerledninger og termokander i føtex.
Dear Father forgive me, for I have sinned; jeg prioriterer visse liv højere end andre. En stor del af denne prioritering skyldes sandsynligvis min opdragelse, både i hjemmet, og i samfundet. I Danmark er hunde et kæledyr, i Kina er det en gastronomisk delikatesse. Den kulturbestemte forskel på omgang med liv, bør man have i mente når en costa ricansk kunstner lader et dyr mishandle for kunsten og provokationen. Dog vil jeg sige, at praktisering af den hierarkiske opdeling af liv kan være problematisk, da man herved tillader debatten. For selvom det konkret set er rigtig synd for dyret (buhu!), kan det deduktivt set have en større og langt mere afgørende betydning for det paradigme vi arbejder inden for. En betydning som, for mig at se, vil være negativ. For hvor går grænsen? Kan vi være sikre på at mennesket rangerer øverst i hierarkiet hos alle? Jeg hørte engang om en kinesisk kunstner ved navn Zhu Yu, der vakte stor opsigt ved at tilberede et nyfødt spædbarn og spise det (google det… seriøst). Det får Vargas dyreplageri til at blegne, og det bryder grænserne for hvad vi i Danmark overhovedet havde forestillet os skulle finde sted. Igen må man dog huske på, at Zhu Yu gjorde det for kunsten, og provokationen, og hvad han gjorde skal ses i lyset af Kinas historisk set anderledes forhold til menneskeliv, kannibalisme og døde lemmer. Men kan man bebrejde ham? Nogen vil hævde, at han blot har udvidet rammerne for en allerede etableret og accepteret tankegang. Og nogen vil hævde, at man ikke kan tvinge folk til at følge det samme hierarki som normen, når ingen tør definere den. For det er mit klare indtryk at der, so far, ikke har været nogen med nosser nok til at sige hverken fra eller til. Hvis man virkelig ville markere og definere sin foragt for Vargas provokation, har det vel ikke været umuligt at befri den stakkels Natividad – eller i det mindste fodre den for God’s sake. Som beskuer bærer man et vist medansvar. Passiv iagttagelse af et lidende dyr, kan på sin vis betragtes som en accept af situationen. Fravalg af indgriben kan have ligeså store konsekvenser som egentlig handling.
Samme dilemma blev konkretiseret og eksplicit i Marco Evaristtis udstilling med guldfisk i blendere. To mennesker trykkede og lod fiskene dø. For mig er det svært at sige, om det er værre at blende guldfisk end ikke at give Natividad mad.
Engang imellem anvendes dyr også for selve kunstværkets skyld, uden at det er omgangen med dyr, der er i fokus. Michael Brammer udstillede sine bredt omtalte, udstoppede hundehvalpe i Nicolaj Kirke i 1994. Hundene var aflivet til formålet og udgjorde et betydningsbærende og æstetisk element i det samlede kunstværk. Igen er det menneskets bedste ven der står for skud. Og nu i børnestørrelse. Det går lige ind. Men jeg bør minde om at mangen en elg har prydet mere end én svensk bjælkehytte. Som et æstetisk element over pejsen.
For mig at se handler problematikken, ved brug af dyr i kunst, ikke om hvorvidt, det er synd for dyret. Om det lider unødig belastning eller smerte. En guldfisk har en hukommelse på fire sekunder, og når derfor ikke at filosofere over at være fanget i en blender ret længe. Desuden var dens død hurtig og antageligt smertefri. Og hvad Natividad angår, vil jeg mene, at Vargas blot sætter fokus på nogle ting, som allerede er uundgåelige. Hunden havde lidt en smertefuld død med eller uden Vargas bidrag. Ingen havde forhindret det. Hvad der virkelig bør sættes fokus på, er forholdet til liv, i en langt mere abstrakt forstand. Hvem definerer, at det er synd for hunden, men ikke myggen, at dø en unødig død? Og hvem kan stilles ansvarlig for ufrivillig dyredød i forbindelse med kunst? Og hvorfor er udstopning af dyr en skandale? Det troede jeg man havde gjort i årevis. Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke lader os opildne af vores opdragelse med Lassie og Lady & Vagabonden, og forholder os til problematikken i et langt mere abstrakt aspekt. På den måde tror jeg, at mange vil finde noget langt mere konstruktivt at indvende.
Over and out.
